Nyheder & Indsigt

Plast i industrien – udfordringer og muligheder

HVAD ER DE STØRSTE UDFORDRINGER VED PLASTGENVINDING I FREMSTILLINGSINDUSTRIEN?

– I dag er der for mange plasttyper i produktionen, fra emballage til færdige produkter. For at kunne genvinde plasten effektivt, skal den sorteres ordentligt lige fra starten. Samtidig ville det aldrig fungere at have 15 genvindingsbeholdere til 15 forskellige plasttyper i en fabrik. Derfor skal man sikre, at der bruges færre plasttyper i produktionen. Det er en stor udfordring. 

GENVINDING FUNGERER ALTSÅ IKKE LIGE SÅ GODT FOR PLAST SOM FOR ANDRE MATERIALER. HVORFOR ER DET SÅDAN?

– Ofte mangler der viden om, hvilken type plast det er, der indsamles. Mange anvender begrebet plast i stedet for LDPE, HDPE, PP og så videre. Når vi som genvindingsselskab laver en stikprøveanalyse, finder vi mange forskellige og umærkede plasttyper i samme beholder. Hvis vi ikke ved, hvad det er, kan vi ikke genvinde det. For at få rigtig gode løsninger må industri, plastgenvindere, plastproducenter og genvindingsselskaber mødes og skabe et fælles syn på dette spørgsmål.

HVAD KAN FREMSTILLINGSINDUSTRIEN FORANDRE?

– Producenterne kan stille krav til deres underleverandører. I dag kræver mange, at emballagen omkring en vare skal bestå af genanvendelige materialer, men det betyder i princippet, at den kan bestå af både plast, bølgepap og stål – som alle er genanvendelige materialer, men ikke hvis de blandes. Arbejdet bliver yderligere vanskeliggjort, hvis man har flere tusinde leverandører, der anvender forskellige plasttyper i deres emballage. Kravene til en underleverandør burde være mere specifikke, som for eksempel at emballagen skal bestå af transparent LDPE-plast.

ER DER NOGET, MAN ALTID BØR UNDGÅ?

– Det er eksempelvis svært at analysere og sortere sort plast, fordi måleinstrumenterne ikke fungerer på den. Farvet plast kan heller ikke blive transparent igen, så genvindingsmulighederne reduceres, så snart der tilsættes farve. Generelt kan man sige, at transparent plast er det, der er nemmest at genvinde, det er også den plasttype, man får den bedste betaling for, når den sælges videre. Altså er ensartet plast med så få tilsætningsstoffer og kemikalier – som eksempelvis farve og luft – som muligt det bedste.

Genbrug plastik

ER DER EKSEMPLER PÅ, HVORNÅR DET FUNGERER SÅDAN I DAG?

– En af vores store industrikunder anvender for eksempel samme hårde plast i al, mere solid returemballage, det vil sige hårde plastbakker og kasser, der bruges til forsendelse af materialer mellem deres forskellige selskaber, fabrikker og leverandører. Bakkerne genbruges flere hundrede, hvis ikke flere tusinde gange. Når de bliver slidte og går i stykker, sendes de til genvinding og bliver til ny plast. Det er et eksempel på et velfungerende cirkulært flow. Det er nødvendigt at udvikle teknikken, når mere kompliceret og dyr sortering og rengøring er nødvendig.

HVAD ER DEN TYDELIGSTE TREND, HVAD ANGÅR PLAST I FREMSTILLINGSINDUSTRIEN?

– Forbrugerne vil stille højere krav, som i større udstrækning vil påvirke industrien. Der vil gælde særlige krav for flere produkter, lige som vi i dag har til fødevarer. Vi ser det allerede nu med tøj, der skal være fremstillet af økologiske produkter og genvundne materialer. Det samme vil ske for plast i fremstillingsindustrien. Vi kan forvente, at svensk industri begynder at stille krav til leverandørerne om, at de skal arbejde mere med genvundne materialer, lige som de i dag gør med andre materialeegenskaber. 

Christoffer Wahlborg er brancheansvarlig for bilindustrien hos Stena Recycling. Han udvikler Stena Recycling AB's serviceydelser til kunder i bilindustrien og har godt indblik i de aktuelle trends i automotive-segmentet.

Del artikel